Jeg vil gerne dele, hvorfor jeg synes, at pleasere er uærlige og bedrager dem selv og deres omgivelser.
En af mine venner som både er blevet en veninde, samarbejdspartner og stor inspirationskilde, Kate stillede et klogt spørgsmål forleden, som fik tårerne frem.
Vi har samskabt et kvindegruppeforløb, som hedder Womanhood og vi talte om at autenticitet i årevis havde været et kæmpestort udviklingspunkt for mig. At turde sige hvad jeg virkelig føler og har brug for (at sige til), at takke nej til ting, der ikke føles sandt for mig og træne grænsesætningen til et punkt, hvor jeg ikke længere er bange for at blive afvist, miste kærlighed, blive ekskluderet, være alene og tro, det er den visse død.
Jeg siger fra overfor ting, som jeg ikke vil være med til og øver mig stadig på, at det runder hjertet først. Nogle gange kommer det meget tydeligt ud. Men tydeligheden gør, at jeg ikke oplever så mange situationer, hvor mine grænser bliver overskredet.
Jeg har mange gamle venner og det kan godt være lidt svært for få af dem, da nogle mennesker kan have en tendens til at holde os i den kasse, de kender os i. For dem kan vores udvikling være knap så attraktiv ”Du har virkelig forandret dig”. JA, det var også meningen. “Men du var mere medgørlig, da vi kunne kaste dig under bussen eller trække dig rundt i manegen”. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde når i mål med det, men bevidstheden og hensigten er halvdelen af det. Det er work in progress.
Jeg har fået en forståelse for, at de fleste mennesker ikke bevidst ønsker at overskride andres grænser, men somme tider kommer vi til at træde hinanden over tæerne i vores forsøg på at tage vores plads i verden. Med den viden at de færreste gør det med overlæg, er det nemmere ikke at være provokationsparat. Kate spurgte mig, hvornår det ændrede sig for mig og jeg svarede ”Dengang jeg startede i min første kvindegruppe”. Det var en game changer, for jeg anede ikke, at livet kunne være anderledes og at kvinder kunne være så omsorgsfulde og gode ved hinanden. At det kunne være så meget mere befriende og ærligt, MEN ORV, hvor det kræver mod at stå ved os selv. Det giver somme tider lidt flere knubs, end hvis vi træder varsomt rundt i verden for at undgå konflikter og nedtone vores egne behov. Det bliver vi til gengæld deprimerede af, når vi undertrykker vores følelser.
Det er ikke så vigtigt, om vi deltager i kvindegrupper, mandegrupper, udviklingskurser eller strikkeklubber. Vi er alle sammen mennesker og det handler om at kunne spejle sig i andre, og det giver os en bredere perspektivering.
Herhjemme er mange af os selv ansvarlige for det liv, vi befinder os i. Der er et resultat af vores beslutninger og handlinger. Vi er kontant stillet overfor store og små valg i livet og træffer hele tiden bevidste og ubevidste beslutninger. Den række af valg vi har truffet undervejs, har ført os til dér, hvor vi er nu.
Vores beslutninger kommer ofte fra frygt/mangel eller kærlighed/overflod.
Jeg har hørt mennesker sige disse sætninger:
”Nu har vi været sammen i 25 år og selvom vi ikke elsker hinanden mere, kan vi lige så godt blive sammen”
”Jeg skulle være gået for 12 år siden”
”Selvom jeg er voldsomt utilfreds med arbejdet, ved jeg, hvad jeg har, ikke hvad jeg får”
”Hellere blive i det dårlige forhold end at være ensom”
”Jeg har ikke råd til den dyre husleje, men vil ikke flytte og vil ikke af med min bil”
For 14 år siden sad jeg på en cafe en regnfuld onsdag med min amerikanske veninde og vi kiggede hinanden opgivende i øjnene. Hun spurgte mig: ”Is this it? Is that really what life has to offer”?
Vi sad begge fast i livet, både i emotionel fastlåshed, økonomisk fastlåshed, lidenskabsløse ægteskaber og følte os visne indeni. Det var ikke et decideret dårligt liv, det var et ganske roligt hamsterhjul med madpakker, 8-16 job, Hammerslag og forpligtelser.
Hele mit liv havde jeg pleaset på mange måder for at undgå konflikter og konfrontationer.
Jeg var bange for at såre, skuffe, gør folk kede af det og vrede. Min grænsesætning var ikke-eksisterende og jeg bedømte mit værd efter, hvor meget jeg kunne være der for andre.
Så havde de nemlig brug for mig og på den måde føltes min eksistens mere berettiget.
Jeg følte, jeg gjorde en forskel og tog ansvaret fra alle mulige andre og gjorde deres job for dem og ragede kastanjerne ud af ilden, så de havde lavet selvskabte plager. Jeg var ganske bitter, fordi jeg gav alt for meget og havde ingen fornemmelse for, hvornår jeg skulle holde igen og bruge energi på mig selv. Jeg havde ret meget belønningsadfærd, fordi jeg følte jeg havde ”været god” og gjort mig fortjent til alt fra cigaretter, gaver, chokolade. Det tog mig lang tid at lære, jeg ikke behøvede at gøre mig fortjent til at være her eller at holde en pause.
Bare det at være født i denne verden var nok. Det var berettigelse i sig selv.
Jeg var så uærlig omkring min behov og følelser ”Jeg er okay, tænk ikke på mig”.
Jeg var bestemt ikke okay og når jeg græd mig selv i søvn hver nat i et år, bildte jeg mig selv ind, at min mand i sengen ikke kunne høre min "lydløse" gråd.
Selvfølgelig kunne han høre den, men han spurgte aldrig ind til det.
Jeg havde lært ikke at udtrykke min ulykkelighed særlig tydeligt, fordi jeg troede fejlagtigt, at prisen var at blive forladt, hvis jeg udtrykte mig helt ærligt og uden omsvøb. Jeg gik rundt i et selvbedrag længe og var vant til at sørge for alle andre og havde helt styr på deres behov, så jeg kunne slet ikke mærke mig selv til sidst.
Det eneste jeg kunne mærke, var, at jeg fik kvælningsfornemmelser, når jeg kørte ind ad indkørslen til huset. Jeg var ved at blive kvalt i mit eget liv.
Du kender sikkert TV-udsendelsen Forsvundne Danskere. Jeg fortalte mine nærmeste venner om den længsel, der boede dybt inde i mig. En iboende kraft trak så stærkt i mig og det var et ønske om at forsvinde fra det hele og starte på ny et andet sted i verden. Jeg sagde til dem, at hvis livet fortsatte på den måde, ville jeg en dag snige mig ud ad bagdøren uden at se mig tilbage.
Når filmholdet fandt mig i Thailand efter 20 år, ville de møde mig som en kvinde der var tilfreds, fuld af liv uden fortrydelse og som havde modet til at ændre de rammer for livet, som var ved at kvæle mig langsomt.
Jeg ville mærke livet, mærke lyst og mærke mig selv igen. Jeg havde været så bange for at miste, at jeg havde pleaset alt for meget og endt med at miste mig selv.
Der var én ultimativ vigtig grund til ikke at rejse bort. Jeg er mor og jeg ville aldrig kunne rejse fra min søn, mens han var barn og jeg ville ikke kunne tage ham med mig, væk fra hans far. Det ville være urimeligt for alle.
Men jeg behøvede heller ikke at rejse til Thailand, for at se indad. Det var ikke bare en udlængsel efter at rejse ud i verden. Det var en længsel efter frihed. Indre og ydre frihed.
Den indre frihed handlede om personlig frihed, et ønske om at afvikle de gamle narrativer og overbevisninger som begrænsede mig i at leve det liv, jeg allermest kunne ønske mig.
Jeg ville mærke livet igen med alt hvad det indebar og aldrig mere lade mig lulle ind i den følelsesmæssige koma og emotionelle fastlåshed, jeg befandt mig i.
Den ydre frihed handlede om at bryde de rammer, jeg selv havde været med til at bygge op, som ikke længere tjente mig. At være fri til at rejse, møde nye mennesker og genfinde den åbenhed som jeg tidligere så verden med.
Da jeg havde det allermest svært, traf jeg en vigtig beslutning. Det var bestemt ikke let.
Jeg ville have mere ud af livet!
Jeg tog min sjæls kalden alvorligt og lyttede til det. Jeg fandt alt mit mod frem og skabte det liv, som jeg virkelig længtes efter. Det har jeg været taknemmelig for lige siden og der er ikke skyggen tilbage af kedsommeligt hamsterhjul i mit liv og hverdag. Jeg bruger tiden på præcis det, det fylder mig allermest op med glæde og giver mening. Nu brænder jeg for at hjælpe mennesker med at kigge indad for at udvikle sig selv, så de kan leve et mere autentisk liv.
Dette var bare et lille indblik i min rejse. Så hvordan kan du selv kan komme i kontakt med dine inderste længsler, ønsker og drømme og hvordan du kommer nærmere dig selv og det liv, du i virkeligheden er skabt til, men mistede dig selv undervejs.
Hvis du kan genkende noget af dette i dig selv og føler, at du sidder fast….
Hvis du har lyst til at få meget mere ud af livet end som det er nu….
Hvis du kunne tænke dig at mærke dig selv bedre, komme i kontakt med dine behov, din lyst og turde at finde det mod frem, der skal til for at leve et autentisk liv, hvor du er tro mod dig selv…
Du vil blive inspireret, få udvidet dine grænser og begrænsninger, så du kan komme mere i kontakt med det yndlingsliv, som DU vil trives bedst med.
Jeg tror på, at øget bevidsthed vil hjælpe dig med at træffe kloge og selvkærlige valg, så du får et mere autentisk liv, hvor du er ærlig overfor dig selv og din omverden. På den måde bliver du bedre til at passe på dig selv og dem omkring dig.
Kærlig hilsen
Lisa
Comments